En verden til forskel - eller at gøre en forskel i verden

Offentliggjort af Litzy Thomsen den

Siden jeg var barn, har jeg altid haft lyst til at opfinde noget. Når jeg læste Anders And blade, elskede jeg, når der var historier med Georg Gearløs og hans hjælper. Jeg holdt meget af alle de skøre og sjove opfindelser, som de kunne lave, og de finurlige måder, de løste forskellige opgaver på. 

Jeg tænkte, at det kunne være så cool at kunne udtænke ting, som folk rent faktisk ville bruge og have fornøjelse af. Og tænk så at kunne opfinde noget, som rent faktisk kunne ændre verden. Det må være en fantastisk følelse at kunne løse problemer i større sammenhænge såsom af miljømæssig karakter. Jeg er kæmpefan af Elon Musk, der i mine børns levetid vil kunne transportere mennesker til Mars, ligesom han er ved at bore tunneller under Los Angeles til bilerne for at undgå den travle og tunge trafik. Hertil kommer også hyperloops mellem andre storbyer. Det er jo helt vildt. Det er så ikke helt i den kaliber, at jeg befinder mig ;-) Men det behøver jo heller ikke være i den størrelsesorden. Det kan jo være at kunne løse udfordringer for det enkelte menneske, som vil betyde, at en problematik som fylder meget i personens hverdag, pludselig bliver til noget rart og godt i stedet for at være kilde til stress og ubehag. Og så gør man jo en forskel i verden - selvom det er på et andet plan.

Da jeg noget senere i mit liv begyndte at tage denne lyst alvorligt, tog jeg udgangspunkt i et problem, som begyndte med at være et luksusproblem for mig selv. Når jeg ikke kunne vaske håret uden at få vand og shampoo i ansigtet (uanset hvilke krumspring jeg kunne finde på) og dermed fik ødelagt min makeup, tænkte jeg, at det må da være muligt at fremstille et eller andet, der kan beskytte ansigtet under bruseren - ligesom det modsatte allerede fandtes; nemlig badehætten.  

Det tog mig halvandet år at udvikle Capzy. Der løb en del vand gennem åen, inden jeg efter flere forskellige prototyper, endelig fandt frem til en, der kunne fremstilles uden meget dyre støbeforme osv. Capzy, som er fremstillet i blød silikone med indstilleligt spænde bagpå, fungerer efter hensigten og løser problemet. Det har været en spændende proces, men også frustrerende og meget lærerig. 

Især har jeg været overrasket over, hvor mange anvendelsesformål Capzy har. Jeg har talt med mange mennesker og været nysgerrig på deres feedback på min idé. Jeg har oplevet, at mange oprigtigt gerne vil give deres tanker og meninger til kende. Det er fantastisk. Og der dukker stadig nye formål op i disse sammenhænge.

Da jeg skulle finde ud af, om der allerede eksisterede et sådant produkt, fandt jeg frem til, at den fandtes i lidt forskellige udgaver til børn. Men ingen havde tænkt på voksne og ældre, som også kan have stor glæde og gavn af en badeskærm af forskellige årsager. Jeg oplevede også, at de skærme, der fandtes til børn, ikke virkede til at være så nemme at rengøre ligesom nogle af dem ikke sad helt tæt til huden og ikke alle kunne indstilles efter hovedstørrelse. 

Jeg tænkte, at selvom børn i første omgang ikke var min primære målgruppe, måtte mange forældre da ønske, at de kunne have en skærm, som kunne bruge de første år af barnets liv, hvor problemet med sæbe og vand i øjnene - og for nogle også ørerne - er størst, og at barnet ikke vokser fra den. Ligesom den skal være nem at rengøre. Den FDA-godkendte silikone, som Capzy er fremstillet af, kan tåle rigtig meget. Den kan vaskes i vaskemaskine i en stofpose, skrubbes med en svamp eller lægges i opvaskemaskinen. Nemt og effektivt for travle småbørnsforældre.

Capzy er ved at blive testet af et ungt forældrepar, som indtil videre er meget begejstrede for Capzy, da de for første gang har prøvet at vaske hår på deres datter uden, at hun klager over vand og sæbe i ansigtet. Det har betydet en kæmpe lettelse for dem, da hårvask nu er blevet til noget hyggeligt og rart. Deres lille datter nyder nu i stedet at få vasket hår og synes, at det er så sjovt at lege med vandet, der flyder ud over kanten af Capzy. 

Den glæde, som jeg oplever gennem dette unge par og deres datter, er helt ubeskrivelig dejlig. Tænk at min lille opfindelse kan have den funktion og betydning i andre menneskers hverdag, og gøre deres liv lettere og sjovere.

Det er lige dét, som gør, at jeg føler, at jeg gør en forskel i verden - lille eller stor er egentlig ligegyldig - den er der. Og det føles fantastisk.

I er meget velkommen til at kommentere eller skrive til mig, hvis I har lyst til at give jeres besyv med 


Del dette opslag



← Forrige opslag Nyere opslag →


0 kommentarer

Skriv en kommentar